Advarsel mod Fair Guide m.fl.

MCH har tidligere opfordret alle udstillere til at tænke sig godt om, inden man indgår en skriftlig aftale med:

Firmaet Global EXPO LIST, som tilbyder en deltagerliste og hermed kontaktoplysninger
Det østrigske firma Fair Guide, som via firmaet Construct Data Verlag AG driver internetportalen www.fairguide.com
Det mexicanske firma Commercial Online Manuals S de RL de CV, som via firmaet Expo-Guide, Tyskland driver websitet www.expo-guide.com 
Det slovakiske firma Event Fair, der driver websitet www.eventandfair.org 
Både Fair Guide, Expo-Guide og Event Fair sender med jævne mellemrum skriftlige tilbud om optagelse/annoncering på deres internetportal til udstillere, som har deltaget på messer eller udstillinger i MCH. Udstillernes navne har firmaet fået uden vores viden eller samtykke og har dermed uretmæssigt kopieret MCH's hjemmeside - og tilbuddene kan oven i købet være udformede, så de kan give det misvisende indtryk, at MCH samarbejder med de pågældende firmaer.

Intet samarbejde med Fair Guide, Expo-Guide eller Event Fair

Vi vil gerne understrege, at MCH Messecenter Herning Kongrescenter absolut ikke har nogen form for samarbejde med ovenstående guider. Vi har aldrig leveret udstillernavne/-lister til dem, og vi tager på det skarpeste afstand fra firmaernes metoder. Ved underskrift på en aftale med Fair Guide, Expo-Guide eller Event Fair binder man sig til at betale op mod 25.000 kroner for 3 års optagelse på internetportalerne. Det er naturligvis op til den enkelte at vurdere, om man ønsker denne ydelse - vi synes bestemt ikke, den er pengene værd.

Tysk dom mod Fair Guide

Fair Guide bruger samme metode i mange forskellige lande. Der er imidlertid sket et gennembrud i mange messearrangørers og udstilleres kamp mod Fair Guide, idet der ved Landgericht Chemnitz i Tyskland er afsagt en dom mod Fair Guide. Dommen siger, at firmaet gør sig skyldig i bedrageri, at Construct Data Verlag AG ikke kan gøre krav om betaling gældende mod en kunde, der har underskrevet firmaets formular, at kundens optagelse på internetsiden skal slettes og at Construct Data Verlag AG skal betale begge parters sagsomkostninger. MCH er i besiddelse af en udskrift af dommen og dens præmisser i både tysk og engelsk udgave.

Andre lignende virksomheder

Bemærk at også andre virksomheder anvender et koncept, der til forveksling minder om ovennævnte guider, fx EU Company Directory, World Business Guide m.fl. Vi har ikke kendskab til domme mod Expo-Guide eller øvrige virksomheder, men kan blot konstatere at deres forretningsmetoder stort set er identiske med Fair Guides.

Advarsel om falske faktura og mistænkelige emails

MCH vil gerne advare mod falske faktura og mistænkelige tilbud om besøgslister fra vore messer. Vi har selv modtaget en del emails med mistænkeligt indhold, og vi kan kun tage stærkt afstand fra disse emails og metoder. Her er et eksempel på en mistænkelig e-mail:
 

Hi,

I am following up to confirm if you are interested in acquiring the Visitors/Registrants List.

FoodTech Herning 2020
29 Sep - 01 Oct 2020
Herning,Denmark
Registrants Counts: 8,974 

Each record of the list contains: Contact Name, Email Address, Company Name, URL/Website, Phone No, Title/Designation.

 It is difficult to physically perform the event because of the corona virus. However, currently the best way to grow your business is through digital. This list will help you pass information about your organization and products directly and digitally to the buyer. This list will help you to acquire many potential clients/leads.

If you are interested in acquiring the list, we can provide you the cost and additional details.

I look forward to hearing from you.

Thanks & Regards,

keyboard_arrow_up